Mini Plus stadet
Lidt af en Alleskönner

Mini Plus stade

Mini Plus er et lille opstablingsstade med en udvendig størrelse på 300 x 300 mm (de nyere måler vist 305 x 305 mm). Indvendigt måler hvert magasin 234 x 234 x 178 mm og har plads til seks små rammer, hver med et indvendigt areal på 199 x 132 mm. Det er ikke ret meget i sammenligning med et normalt opstablingsstade - faktisk skal der tre Mini Plus rammer til for at nå op på samme indvendige areal som én NM eller (uf!) Langstroth ramme. De små magasiner og de små rammer er dog samtidig stadets fordel. Statet findes både i træ og i EPS (Ekspanderet PolyStyren). Mine egne erfatinger er med EPS.

Første gang jeg så det lille stade, nok i 2000, blev jeg lidt småforelsket i det. Ikke så meget fordi det er et nuser lille stade, men fordi jeg straks kunne se mulighederne i det. Det er der åbenbart mange andre der også har kunnet, for jeg har ladet mig fortælle, at det er meget brugt i Tyskland og Frankrig. Prøv blot at søge på "mini plus beute" eller "ruche mini plus". Selv efter man har sorteret forhandlere fra, så er der ganske mange tilbage. Der kommer en hel del også en del byggeanvisninger.

Jeg startede med at købe en bund, to magasiner med rammer og et tag. Der gik nu ikke ret længe før jeg supplerede med ti yderligere magasiner og fem tag. Jeg har siden tilkøbt nogle små 2,5 liters fodermagasiner - som faktisk også kan bruges med de større stader, f.eks. Warré, ved at stille dem på en foderplade.

Ulemper

Men lad mig begynde med nogle af stadets ulemper. Der er nemlig nogle ting man skal være opmærksom på.

  • Den oprindelige bund var, for at sige det mildt, noget problematisk. Den har indbygget badekar til bierne, som producenten godt nok kalder for et foderkar. I praksis varer det ikke ret længe før de første bier er druknet i foderet. Velbekomme! Desuden ryger en stor del af alt nedfald fra stadet direkte ned i karret. Ret uhygiejnisk! Heldigvis er der siden kommet en bund uden badekar, og de to typer lader til at blive forhandlet side om side, så nogle må jo kunne lide den. Jeg har nu lavet mine egne bunde. Det er ganske nemt (og meget billigere). Mere om det senere.
  • EPS låget slutter for tæt, så der kommer hurtigt kondens indvendigt - især om vinteren, hvor selv en lille familie forbløffende hurtigt kan gøre ovennævnte badekar klar til brug. Det håndteres ganske nemt ved at lægge en tyk træfiberplade mellem øverste magasin og låget - det virker.
  • Kraven mellem magasinerne er lavet på en måde så man skal være om sig med forstøveren/røgpusteren, hver gang man sætter et magasin på, for ikke at komme til at mase bier. Jeg hader den lyd!
  • De små EPS magasiner er i den oprindelige udgave relativt tyndvæggede - faktisk for tyndvæggede til vinterbrug her i landet. Jeg har dog bemærket nogle nyere magasiner der ser mere buttede ud og er blevet fem mm bredere. Man har vel lov at håbe. Ellers er der måder at håndtere den udfordring på.
  • Det er ret små stader, så man skal være over dem for at bierne ikke skal vokse ud af dem og sværme. De kan dog vendes til en fordel (se længere nede).
  • Langt den største ulempe er, at Mini Plus er gået hen og blevet småpebret i indkøb (85-90 kr pr. magasin), så selvbyg kan absolut anbefales. Der kommer den førnævnte byggeanvisning til god nytte.

Brugen

Mini Plus er et ganske fleksibelt lille stade.

For mig har den primære brug været overvintring af overskydne dronninger og småfamilier (primært sent indfangne sværme) - en såkaldt dronningbank. Det var en artikel af Klaus Langswager der fik startet mig med det. Han havde gjort forsøg med overvintring af småfamilier og kunne fortælle, at en lille familie, med lidt omhu, kan overvintres på to Mini Plus magasiner med et foderforbrug på ca. 3-4 kg. sukker. På den måde har alle råd til at overvintre reserve dronninger. Det han gjorde var at stille fire stader sammen, med flyvespalten vendt hver sin vej, og så isolere dem yderligere. En god løsning kan være at omvikle gruppen med bobleplast om siderne - sørg for at flyvespalterne holdes fri - og lægge isolering på taget med en plade ovenpå til at holde isoleringen tør. Ved at stille de fire sammen, kan de lune hinanden og derved forbedre overvintringen. Hvis man er så tosset at bruge Dadant i de store kasser (av min ryg!), så kan man i stedet sætte en firling oven på en Dadant familie og lade den store lune de små. Grunden til at man skal holde isoleringen på taget adskilt fra den på sidevæggene er dels for ventilationens skyld - fugten skal kunne komme ud - dels for at man stadig kan komme til, hvis der skal kontrolleres foder og/eller dryppes med oxalsyre (spørg Flemming Vejsnæs fra Danmarks Biavlerforening om doseringen).

Mini Plus firling
Mini Plus opstillet til parring.

Man kan også bruge Mini Plus som parringsstade. Fordi det er så meget større end et almindeligt parringsstade, kommer det virkelig til sin ret i de situationer, hvor man ved, at det kan vare en rum til før man får brug for den nyparrede dronning. Jeg bruger selv at erstatte nogle af tavlerne med et stykke flamingo, for ikke at blive nødt til at starte med væsentlig flere bier end i et almindeligt parringsstade. Det er primært et spørgsmål om, at den lille familie skal være stor nol til at kunne regulere temperaturen. Starter man med flere tavler, kan man til gengæld lade dronningen sidde i stadet længere før man kigger. Når man har konstateret, at hun er i æglægning, så er det en god idé at fodre dem og gradvis tilføre eventuelt manglende tavler. Der bør heller ikke gå alt for længe inden det ekstra magasin skal på den lille familie. Med så små stader, skal man holde et vågent øje med om de har plads nok. Det kræver nu ikke ret meget arbejde. Det er også lidt hyggeligt.

Det er også muligt at bruge Mini Plus som alvs-tvilling, eller sågar -trilling. Trods de store planer jeg havde den gang, fik jeg nu aldrig brug for at lave så mange dronninger ad gangen, så det har været lettere at bruge dem til en dronning ad gangen, dog som nævnt med en del af rummet fyldt ud med en flamingoklods, så de bedre kunne holde varmen. Jeg skulle dog alligevel lige have bevist overfor mig selv, at konceptet fungerede. Som avls-tvilling kan man give hver dronning tre tavler, hvor den ene enten er en fyldt honningtavle fra en eksisterende Mini Plus familie (eller fra fryseren), eller erstatte den ene ramme med en lille fodertaske. Som trilling får hver dronning en ramme mindre, så i en trilling med fodertaske vil hun så indledningsvis få stort set samme plads som i en ø-parringskassette. Det jeg selv har gjort, er at modificere nogle af mine hjemmelavede bunde til at være enten tvillingbund eller trillingbund og så bruge skilleplader. Man kan også lave en bund så den både kan bruges som tvilling og som trilling, men det er lidt bøvlet. De modificerede bunde kan selvfølgelig stadig bruges som almindelige bunde.

Mini Plus fodertaske med bøjle
Fodertaske med en ganske praktisk bøjle

Sammen med Kielerkasser

Man kan også anvende et Mini Plus magasin som overbygning på en Kielerkasse. Det er nemmest med de moderne typer. De gamle Kielerkasser er lidt .. øh .. væltelystne. Når bierne er trukket op i magasinet, kan man så fjerne parringsstadet og bruge det igen. Med denne metode, behøver man ikke at have almindelige stader klar til alle sine nyparrede dronninger, men kan (igen) lade dem overvintre i Mini Plus stader.

Det vil selvfølgelig også kunne lade sig gøre at bruge Mini Plus som overbygning til de mindere parringsstader, som Apidea, Mini Bivo, Svi-Bine og hvad de ellers hedder. Det kræver blot, at låget kan tages af. Man skal dog være opmærksom på, at det vil kræve støtteben på tilpasningsenheden - ellers vil det mindste vindpust vælte stadet. Det vil være så ustabilt, at det er lige før det vil gå galt, hvis alle bierne går over i den samme side af magasinet.

Dannelse af småfamilier

Man kan lave småfamilier ved at sætte et Mini Plus magasin ovenpå en almindelig familie og lade den udbygge rammerne, før man tager det af og sætter en dronning til. Dette kan endda gøres uden at svække donorfamilien nævneværdigt. Hvis der er yngel i nogle af tavlerne kan man selvfølgelig lade de medfølgende bier selv lave en dronning.

En anden metode til hurtigt at danne småfamilier er at give en dronning frit spil i en serie Mini Plus magasiner med udbyggede tavler. Sørg for at hun er i Mini Plus kasserne og læg et dronninggitter under. Da der ikke er så meget plads (hvert magasin svarer som nævnt ca. til to tavler NM), kan dronningen hurtigt fylde en hel del rammer med yngel, som man derefter kan bruge til at danne småfamilier med. På den måde kan én dronning nå at lave mange aflæggere i løbet af et år, i stedet for blot nogle få.

Nem produktion af dronninger

Som før nævnt kan bierne hurtigt vokse ud af de små stader. Med de små stader kan det hurtigt kan vendes til en fordel. Sværmceller en dejlig nem måde at lave dronninger på - bierne gør hele arbejdet for os. Faktisk er der flere der mener, at sværmceller giver de aller bedste donninger. Det skal jeg ikke kunne udtale mig om - jeg ved blot, at det er naturligt for bier at sværme og, at vi ved for lidt om konsekvenserne ved helt at avle det ud af bierne.

Vælger man sværmcellemetoden skal man selvfølgelig holde øje med stadet, men det er nemt gjort. Når man konstaterer sværmceller i det ønskede stade, så er stadets bier uigenkaldeligt i sværmtilstand. Nu er der kun én sikker måde at stoppe sværmningen på og det er at lave en kunstsværm. Det gør man ved (forsigtigt, nye dronningceller er meget sårbare) at feje bierne af på et Taranov brædt og (midlertidigt?) sætte alle dem der bliver siddende på brædtet i en ny kasse. Der findes flere vejledninger om dette, så den snak vil jeg overlade til andre. Skulle den lille familie nå at sværme før man opdager, at de er i sværmtilstand, så er det ikke det store tab. Man kan også vælge at lade dem sværme - lige ud i en sværmpose, som kubebiavlerne bruger det. Der er frit valg på hylde et.

For en sikkerhedsnåls skyld, så prøv at søge på "russian scion". Gør dig selv den tjeneste at springe over de beskrivelser/videoer der hænger en ulækker, sort yngeltavle op, for det er nemlig ulovligt her i landet. Det med "russian" skal for øvrigt tages med et gran salt. De har tidligere været ganske udbredte i det vestlige Europa og de bruges stadig en del af kubebiavlere. I England blev det kaldt en "bee bob".

Sværme

Jeg er sværmhenter, så i et år med mange sværme kan jeg hurtigt løbe tør for de større kasser. Derfor har jeg gennem tiden haft brug for at sætte en del sværme på Mini Plus. Her er det godt at bruge en bund med en større flyvespalte så bierne kan komme hurtigt ind - man skal blot huske at bytte den ud senere. På med med et passende antal magasiner med rammer der har strimler af ledevoks. Når der er gået tre dage, sætter jeg et af de små fodermagasiner på. Ren win-win, for sværme er særdeles byggelystne og kan udbygge ganske mange rammer på forbløffende kort tid, hvis de bliver fodret tilstrækkeligt. Pas dog på med at fodre dem for meget, for så sværmer de.

Har man lavet en skaksværm (skak betyder i denne forbindelse ryste, altså det er en rystesværm), f.eks. på et Taranov brædt, så kan man, på samme måde som med enhver anden sværm, placere den i et Mini Plus stade, indtil man får brug for den.

Tilsætning af dronning/småfamilie

Skal man den omvendte vej, altså fra Mini Plus til de store kasser med ens primære rammemål, så er det ganske nemt at sætte en Mini Plus familie til. Man bruger blot et "foderbrædt" med et stort hul og to sider avispapir og sætter Mini Plus ovenpå - så klarer bierne selv resten. Er der ikke en familie i det store stade, så undlader men selvfølgelig avisen - bierne får den alligevel ikke læst. Hvis man sætter et tomt magasin om det lille, så har man også et sted at gøre af taget ;o)

Selvbyg

En god måde at overkomme problemet med den høje pris er at lave så meget som muligt selv. Med priser fra mit lokale savværk (primo 2022) vil prisen pr. magasin, ved brug af 25 x 175 mm Douglas gran, ligge på lige godt 50 danske kromer, inklusive skruer. Bygget af resttræ vil prisen pr. magasin være prisen for tolv skruer (eller søm) og lidt lim - lad os sætte prisen højt, til 10 kr. Personligt ville jeg vælge at bygge magasinerne uden krave, men det er en smagssag.

Da jeg som nævnt ikke har meget til overs for den oprindelige Mini Plus bund (godt, at jeg kun købte en), lavede jeg i stedet mine egne bunde. Det er rigtige små IPM (Integrated Pest Management) bunde med netbund og udtræksbakke, der faktisk var både sjove og nemme at lave. For at undgå træk i de små kasser lader jeg indskud sidde i det meste af året, men tager det ud om vinteren. Pas på med at lave flyvespalten for stor, for de små familier har ikke ret mange vagtbier. Faktisk skal flyvespalten indledningsvis ikke være ret meget større end dem der er i parringsstader. Mine er typisk 40 x 8 mm. Indgangen er lavet som en pind der kan roteres mellem lille og knap så lille flyvespalte. Jeg har altid en lille klods liggende til at indskrænke flyvespalten, eller om nødvendigt, spærre den helt.

Heldigvis kan mindre også gøre det. Jeg stod på et tidspunkt (faktisk den dag, hvor jeg opdagede, at "badekarret" var fyldt) og skulle bruge en bund, her og nu! Krads, krads .. hm .. (billede af en pære med lys i). Et hurtigt hack var at tage en rest 9 mm krydsfiner og save den til så den målte 276 x 276 mm. Midt for den ene kant, ca. en tomme inde, borede jeg et hul på 10 mm. For at hæve bunden over underlaget - bierne skulle jo gerne kunne komme ind og ud - tog jeg to 10 mm sidelister fra en NM ramme og stiftede på, en i hver side. Som afslutning skruede jeg en lille drejeklods fast ved hullet, for at kunne lukke for det. Moar, ja' færdiii. Den fungerede fint og blev senere min første tvillingbund. Jeg har den stadig, over tyve år senere.

Skulle jeg lave nye bunde i dag, ville jeg lave dem med fast bund. IPM bunde med indskud i har kun relevans, hvis man tjekker dem jævnligt, ellers er de et oplagt sted for voksmøl at boltre sig i fred, inden de invaderer selve stadet. En åben IPM bund (uden indskud) skaber træk i stadet så temperaturen og sænkes (hvilket Varroa rigtig godt kan lide) og ødelægger balancen mellem de duftstoffer der styrer dagligdagen i stadet, hvilket stresser bierne unødigt. En analog er, at vi selv skal leve med en smadret rude i stuen - det bliver man hurtigt meget træt af.

Man finder også hurtigt ud af at bygge sine egne rammer. Det nemmeste er at lave PI-formede rammer (rammer uden bundliste) med afstandsstifter (som svenskerne bruger dem), men det er ikke spor svært at lave Hoffmann-agtige sidelister. Jeg sætter en strimmel voks i som byggeguide og lader bierne selv om resten. Når blot der er foder (og bier) nok, så går udbygningen fint.

Det er også ganske nemt at bygge små fodertasker, som den der er vist lidt længere oppe.

Tag og magasiner kan man også lave selv, det er blot noget mere omstændigt, men det er her de ovennævnte byggevejledninger kommer i brug og gør det hele meget nemmere.

Mini Plus langzarge
Mini Plus og Farrar (3/4 LS) med samme kasse

For dem der i forvejen bruger Halv Norsk eller Farrar (3/4 LS), er der en yderligere mulighed. Man vil nemlig, hvis man gør lidt ekstra ud af det, kunne bruge den samme kasse til to rammemål. Mini Plus rammen er 160 mm høj, samme højde som Halv Norsk (HN) ramme, så samme kasse ville kunne indeholde enten 10 rammer Mini Plus på den ene led, eller 6 rammer Halv Norsk på den anden. Farrar rammen er 159 mm høj, hvilket vil give henholdsvis 12 rammer Mini Plus og 6 rammer Farrar. Det er da værd at tage med, hvis man i forvejen bruger de mål.

Man kan selvfølgelig også vælge at lave sine kasser og rammer i en anden højde, f.eks. så de spiller sammen med et rammemål man bruger i forvejen. Nogle oplagte muligheder ville være Lavnormal (222 mm), DNM (233 mm), Zander (222 mm), LS (232 mm) eller Halv Svea/Halv Lavnormal (146 mm).

Før man giver sig i kast med at bygge sit eget Mini Plus, vil jeg dog varmt anbefale, at man først kigger på Phil Chandlers "Quadratic Hive", der kan meget af det samme, men er både nemmere og billigere at lave - især kasserne. Som de er, passer kasserne næsten perfekt til mine NM kasser, men de kan selvfølgelig nemt tilpasses lige netop den størrelse der passer bedst til ens behov. Jeg kan absolut anbefale at købe den tilhørende e-bog han tilbyder på lulu.com - de fireogtyve kroner er godt givet ud. Jeg kan dog ikke lide de plastikdimser han bruger - afstandsstifter er et fuldgyldigt alternativ.

Konklussion

Mini Plus er et fleksibelt lille stade som jeg har haft god nytte af i min biavl og stadet kan absolut anbefales.

Når det er sagt, så vil jeg (igen) lige nævne, at man faktisk kan opnå det meste af det samme langt billigere ved selv at bygge ovennævnte "Quadratic Hive".

Med priser (januar 2022) fra mit lokale savværk, så koster fire (og trekvart) Quadratic magasiner ethundrede og tretten kroner at bygge, hvilket er prisen for et 4,1 m langt bræt á 19 x 150 mm Douglas gran. En pris der absolut er til at overkomme. Det er selvfølgelig endnu billigere, hvis man kan bruge resttræ. Til sammenligning koster et enkelt Mini Plus magasin her i Danmark nogle og firs kroner stykket. Med den viden og erfaring jeg har nu, så ville jeg vælge at bruge "Quadratic Hive", frem for at købe (mere) Mini Plus.

(And now for something completely different)
Nu har jeg godt nok alt det Mini Plus jeg skal bruge og har egentlig ikke brug for flere små kasser, men jeg vil nu alligevel bygge nogle stykker af de små Quadratics, simpelthen for at afprøve et land jeg er ved at lave til min rundsav, for nemmere at kunne lave nogle Warré stader. Det er billigere at lave fejlene med Quadratics, end med Warré, og, hvem ved, måske bliver jeg glad for de små kasser. Det potentielle samspil med mine NM kasser lokker.

Men hvorfor Warré? Jo, jeg forsøger at fremtidssikre min biavl ved at omlægge en del af den til Warré. Det meste af resten skal omlægges til "langstader". Jeg har for længe siden fundet ud af, at biavl er sundt for sjælen, så jeg vil gerne kunne blive ved med at være biavler langt ind i min alderdom. Det kræver bl.a., at jeg overgår til rationel rationel biavl, bl.a. ved at eliminere alle tunge løft. Det er nemlig særdeles rationelt at passe på sin ryg. At basere sin biavl på tunge kasser, med de medfølgende tunge, skæve løft, er derimod særdeles irationelt. Det er også irationelt at haste igennem noget man godt kan lide, så jeg foretrækker at være mere rationel og give mig selv tid til at nyde at rode med mine bier. Det kræver, at jeg eliminerer normal opstabling, inklusive mine NM kasser. Rammerne kunne så komme over på et NM langstade, eller blot blive udfaset.

Første trin i en lidt kompleks omlægning, bliver altså at bygge en serie Warré stader og jeg regner med, at de hurtigt vil fortrænge Mini Plus som mine foretrukne kasser til sværme og til småfamilier. De vil også blive brugt som lokkestader. Til gengæld egner Warré sig ikke særlig godt som dronningbank eller til sene/små sværme. Faktisk vil både Quadratic og Mini Plus egne sig bedre dertil end Warré. Grunden er, at det typisk tager en lille familie alt for lang tid at få udbygget tavlerne i et Warré stade tilstrækkeligt til at være klar til indvintring - med mindre jeg starer dem på allerede udbyggede kasser, og den slags hænger ikke på træerne.

Ceterum censeo gravibus levo esse delendam.

 

Kommentarer modtages på ping@bimesteren.dk

Opdateret