Efter at have set nærmere på de gængse metoder til bekæmpelse af varroamider, forekom det mig, at den mest tiltalende metode er varmebehandling af bierne, den såkaldte hyperthermi. Metoden går i al sin enkelhed ud på at forhøje temperaturen i bistadet, når der kun findes forseglet yngel derinde, og udnytter det faktum at varroamiderne ikke tåler så høj en temperatur som ynglen. Nogle timers behandling ved omkring 44ºC, slår ganske vist miderne ihjel, men har samtidig en skadelig virkning på biynglen. Se specialnummer TFB Nr 3/95.

Den velkendte metode har efter min mening én væsentlig ulempe: de voksne bier bliver ikke behandlet, og familien derfor vil stadig være inficeret af varroamider.

Artiklen her er en beskrivelse af mine egne erfaringer med hyperthermi, og er ment som inspiration til andre biavlere, professionelle som amatører.

Metoden jeg anvender adskiller sig stort set kun fra den kendte varmebehandling på et enkelt punkt: jeg behandler hele bifamilien, og ikke blot ynglen.

Varmebehandlingen kan ske på alle årstider, det mest praktiske er dog at varmebehandle lige efter honningfratagelse, da der så er mere plads i stadet så bierne bedre kan ventilere. Samtidig er der mindre masse at opvarme.

• Systemet skal være uskadeligt for bier og miljø
• Der skal være så få ulemper for bierne som muligt
• Det skal være enkelt og sikkert at bruge
• Systemet skal fremstilles af forhåndenværende materialer
• Det skal kunne fremstilles af en ikke-håndværker

Min løsning på disse krav kan ses på tegningen her:

Apparatet består i princippet af en top og en bund, samt en varme- og ventilationsenhed med en styringsdel.
Toppen (1) og bunden (5), er fremstillet af finér og er isoleret indvendig med 50 mm Rockwool. Toppen er forsynet med en perforeret plade (9), med en huldiameter på ca. 3 mm, der sørger for en jævn luftfordeling i magasinet.
Varme- og ventilationsenheden (7), benytter to 100 W's pærer som varmelegeme, og en ventilator med en kapacitet på ca. 300 m3 i timen.
Mellem top og varne- og ventilationsenheden er et isoleret afstandsrør (6), der er afpasset efter højden på det enkelte magasin.
Mellem toppen og magasinet og mellem magasinet og bunden, findes to bitætte net på ramme (2,4). For at opnå lufttætte overgange mellem de enkelte dele, er disse forsynet med selvklæbende gummilister.
Varme- og ventilationsenheden styres af en fintfølende eletronisk termostat (8).
Pærene leverer den nødvendige varme og styres af termostaten, og ventilatoren fordeler varmen i bistadet.

Forberedelserne til varmebehandlingen

Dagen før behandlingen anbringer jeg et bitæt net over og under magasinet. Jeg placerer en kile mellem det nederste net og magasinet, så der opstår en flyvespalte.

Efter mørkets frembrud, når alle bierne er inde, fjernes kilen. De to net fastholdes indbyrdes ved hjælp af fjedre. Det er praktisk at have flere net, så man kan behandle flere bifamilier samme dag.

Næste dag tager jeg ganske enkelt hele magasinet og anbringer den på varmeapparatets bund. Ovenpå anbringes apparatets øverste del. De to dele fastholdes indbyrdes ved hjælp af fjedre. Kassen med den kombinerede varme- og ventilationsenhed, fastgøres til bunden med snaplåse.

Apparatets top og bund er forsynet med små huller. I hul nummer (A) anbringes termoføleren, der styrer temperaturen, og behandlingen sættes i gang.

Gennem målehullerne (B, C og D) kontrolleres temperaturen løbende med et elektronisk inde/ude-termometer. Derved sikres en ensartet temperatur i hele magasinet.
Når en arbejdstemperatur på 44ºC er opnået behandles bierne i 1 time.

Efter endt behandling fjernes apparatets top og varme- og ventilationsenheden, og bierne får fred i en halv times tid. Herefter flyttes magasinet tilbage til sin plads, og de to net fjernes.

Resultater

Mine første bier, som bestod af en sværm, fik jeg i maj måned 95. De blev genstand for mit første forsøg med varmebehandlingsmetoden. Behandlingen skete på et tidspunkt hvor der var to tavler med yngel.

Under behandlingen skete et nedfald af 70 levende varroamider i indskuddet. I de efterfølgende tre uger holdt jeg, og flere kyndige biavlere, nøje øje med familien, og kunne ikke konstatere skader på hverken bier eller yngel. I de næste par måneder fandt jeg 4 døde mider i indskuddet.

Tre måneder efter foretog jeg endnu en varmebehandling på den samme bifamilie, og fik et nedfald på 7 levende mider i indskuddet. De sidste levende mider i indskuddet døde efter omkring 30 timer.

Den behandlede familie gav kort før 2. behandling 5 kg honning. Efter endt behandling blev familien vinterfodret, og tog 25 kg sukker. Jeg kunne således fjerne fodertavler og anbringe dem hos svagere familier.

Der kan være flere grunde til tilstedeværelsen af mider i perioden mellem de to varmebehandlinger: Jeg nedlagde en svag familie, og medlemmer herfra kan have tigget sig ind hos den behandlede familie, og dermed bragt mider med. En anden forklaring kan være, at den behandlede familie har været på røveri, og hentet mider andetsteds.
Den behandlede families indskud bliver ugentlig kontrolleret, men jeg har ikke konstateret yderligere nedfald.

Efter 12 behandlinger af 12 forskellige bifamilier er der ikke konstateret nogen bivirkninger, hverken i form af døde bier eller yngel, eller nedsat honningproduktion.
Efter min mening har denne form for varroabekæmpelse en glimrende effekt, og den har ikke de kemisk baserede metoders ulemper.

Jeg er ikke forsker, og skal derfor ikke påberåbe mig at have udført disse behandlinger efter strengt forskningsmæssige kriterier, jeg har snarere studeret problematikken omkring varroamiderne, og så fået en idé som jeg har afprøvet i praksis. Og indtil videre fungerer den rigtig udmærket. Jeg er en ret uerfaren biavler, og det er mit håb at denne artikel vil inspirere til videre eksperimenteren og til decideret grundforskning inden for dette felt, da varroamider bliver et mere og mere udbredt problem.

Resultater af varmebehandlingen foretaget i perioden august 1996 til maj 1997

Siden mine første erfaringer med varmebehandling af bier, som beskrevet tidligere har jeg i alt behandlet 35 bifamilier udelukkende med positivt resultat. I 95 og 96 varmebehandlede jeg 11 bifamilier i 1 time efter honningfratagelse. Alle kom godt gennem vinteren.

Fra august '96 og frem til maj '97 har jeg ført statistik over varroanedfaldet hos 6 af de før omtalte familier.

*) Stade nr. 2 varmebehandles 3 timer ved 44ºC. Varroanedfald ca. 1000.
**) For sammenligningens skyld bliver stade nr. 3 behandlet med mælkesyre. Varroanedfald 817.
***) Da familie nummer 6 er hårdest belastet, varmebehandles de 1 time ved 44ºC + 15 min. ved 45ºC. Varroanedfald 175. Stade 6 tælles for sig selv:

27/3 - 8 mider
30/3 - 5 mider
 3/4 - mider 6
 6/4 -1 mide.

I maj '97 har jeg atter varmebehandlet  bifamilierne, og de udviser stadig beskedent varroanedfald.

D. 21/6 henter jeg en sværm, som jeg varmebehandler ved en noget højere temperatur, nemlig 46ºC i 1½ time + ½ time ved 47ºC. Herved fremkommer et varroanedfald på mellem 2000 og 3000. Til dato, 26/6, har jeg ikke konstateret yderligere nedfald hos denne familie.

De opnåede resultater understøtter min teori om, at det er muligt at varmebehandle hele året rundt, ikke kun om vinteren.

Jeg vil gerne rette en varm tak til Stein Petersen, som har været til stor støtte under disse eksperimenter.

P.S. For interesserede er der lavet en video om varmebehandlingen, som kan købes for kr. 100 ved henvendelse til forfatteren på tlf. 36491874

Kommentarer modtages på ping@bimesteren.dk