Zzzzzzzummm

Bee
Det er denne lille fyr det hele drejer sig om.

Jeg begyndte en gang i forrige årtusinde at holde bier. Jeg var en tur på biblioteket for at finde noget om køkkenhaver, da jeg faldt over et nummer af Tidskrift for Biavl, der udgives af Danmarks Biavlerforening. Det var egentlig ret interessant, så jeg lånte en årgang med hjem, som jeg pløjede mig igennem på kort tid, hvorefter jeg simpelthen måtte ned og hente et par årgange mere. Det var bare lige mig ! Jeg havde længe vist, at jeg på et tidspunkt skulle have bier til at bestøve min køkkenhave og mine frugttræer, men jeg havde ikke regnet med, at det var så interessant.

Da jeg aldrig havde haft bier før, hvis man ikke regner med de vilde bifamilie vi havde i haven som barn, kontaktede jeg den lokale biavlerforening, Fredericia Biavlerforening, hvor jeg blev modtaget med åbne arme. Nye biavlere kan regne med at få hjælp og vejledning fra erfarne biavlere fra den første dag. Fra April til September er der møde hver anden onsdag i den lokale skolebigård, hvor begyndere kan lære, hvordan og hvorledes man holder bier. Foreningen stiller endog en bifamilie til rådighed for nye biavlere.

I begyndelsen havde jeg alle staderne i haven, men da jeg nåede op på tre stader, begyndte jeg at se mig om efter andre steder at stille mine bier. Ikke fordi bierne var til besvær, men fordi de tydeligvis begyndte at få problemer med at samle nok til deres forråd. Det varede ikke længe før jeg opdagede nogle tomme stader, så jeg kontaktede ejeren, Gunnar Søndergaard, som var så venlig at forære mig dem. Jeg overtog også de bigårde de stod i. Før dette, var det allerede lykkedes mig at finde flere andre gode steder til mine bier, så før jeg fik set mig om, havde jeg et dusin gode steder til udebigårde, to dusin stader i forskellig stand og fem bifamilier, der blev varroabehandlet med Krämerplader og indvintret på 60 % sukkervand. Honning høstede jeg ikke noget af, for jeg valgte at opformere familierne i stedet.

Foråret kom endelig og jeg udvintrede fire familier. Den femte ved jeg ikke hvad der gik galt med, for den havde stadig foder, så for en sikkerheds skyld blev den brændt sammen med stadet, der alligevel var noget gammelt bras. Jeg fik hurtigt skrottet en masse af de gamle stader og begyndte snart udflytningen til mine nye bigårde. Da jeg ikke havde så mange familier, så satte jeg et enkelt af mine bistader på de bedste steder.

Den ene af mine nye bigårde måtte jeg hurtigt opgive igen, for stadet blev invaderet af skovmyrer i den grad at man kunne se det på stor afstand. Det varede heller ikke ret længe før jeg savnede at have bierne i haven og jeg fandt også hurtigt ud af, at det er alt for besværligt at have kun et stade i hver bigård - der skal være mindst fire stader i en udebigård, før der er fornuft i det. Mine bier udviklede sig som tiden gik ret forskelligt. I begyndelsen undrede den store forskel mig, men jeg fandt snart ud af, at to af staderne var plaget af havemyrer. Da jeg fik afhjulpet problemet, kom der hurtigt god gang i udviklingen. På grund af den sene udvikling, valgte jeg igen at dele de fleste af mine familier og høstede derfor kun honning af det ene, der til gengæld gav 26 kg. Der blev indvintret fjorten familier, heraf fem hjemme i haven. Det ene stade stod, så jeg kunne se det fra mit køkkenvindue, hvilket var svært hyggeligt.

Min biavl udviklede sig i rivende hast, hvilket er noget jeg generelt vil advare imod, hvis ikke man ønsker at overbelaste sig selv, eller sin økonomi. Der fortælles utallige historier om nye biavlere, der har brændt sig selv ud i løbet af nogle få sæsoner ved at gå for hurtigt frem. I mit tilfælde, var jeg været så heldig, at kunne slå mig sammen med en gammel garvet biavler, som havde erfaringen, mens jeg havde energien og ideerne. Jeg rå-hyggede mig.

Men det viste sig året efter, at heller ikke jeg skulle gå fri for at brænde ud. Det var dog ikke biavlen der gik af sporet, men forholdene på arbejdet, der udviklede sig på så negativ måde, at jeg fik stress. Det gik naturligvis også ud over biavlen, hvor en masse forskellige faktorer sammenlagt med nogle mindre heldige beslutninger fik det hele til at gå ned ad bakke. Det år høstede jeg, trods de mange familier, kun ca. 35 kg honning. Men ikke nok med det - de samme 23 kg havde for højt vandindhold og gik hurtigt i gæring. Der var også alt for mange Varroamider i familierne, så mange at jeg begyndte at se deforme vinger på bierne. Trods vanskelighederne, blev der indvintret 19 familier og der blev Varroa-behandlet med oxalsyre. Det var desværre også et år, hvor der var et meget sent træk på lusehonning, agerkål og kiddike, så da jeg åbnede for staderne i det tidlige forår, var langt over halvdelen ramt af kraftigt bugløb og døde. Andre var døde af sult, da tavlerne var sat til med "stenhonning" og atter andre havde haft besøg af mus. Desuden havde en af bigårdene været udsat for hærværk og alle stader var kastet omkring. Summa summarum var der i slutningen af april en familie tilbage - det slog hårdt, rigtig hårdt!

Siden er det gået op og ned med min biavl. I 2007 begyndte jeg igen at få overskud til at gøre noget ved min biavl. I skrivende stund (9. marts 2009) har jeg syv familier - tror jeg da, for jeg har endnu ikke nået at kigge til de to af dem. En familie er død af sult i løbet af vinteren - de sad på tomme tavler til trods for at de havde flere fyldte tavler lige ved siden af klyngen. Det er ikke usædvanligt i hårde vintre, men det undrer mig noget, når man ser på den milde vinter vi har haft. Jeg havde godt nok regnet med at miste en familie her i vinter, for en af dem var lige lille nok ved indvintring, men den lever nu i bedste velgående. Nå, sådan er det at have bier - de finder altid en ny måde at "snyde" biavleren på.

Hvad byder fremtiden ? Det er svært at sige, men:

  • Jeg stopper ikke med de syv familier. Dels har jeg en del uudnyttede bigårde, dels vil jeg gerne have mindst fem bistader i hver bigård. Skal den plan følges, så mangler jeg 13 stader, men det mål vil nok vil tage nogle år at opfylde, da materiel er ikke just gratis og bierne gerne skulle kunne betale for sig selv.

  • Jeg vil gerne genoptage dronningavlen. Ikke erhvervsmæssigt, for der er mange der har langt mere styr på det end jeg, men af simpel interesse og lyst til at eksperimentere.

  • I løbet af efteråret skiftede jeg flere af dronningerne ud med carnica dronninger fra Mandø. Jeg glæder mig til at se hvordan de udvikler sig.

  • Jeg kunne godt tænke mig at prøve nogle brune dronninger fra Læsø - det er trods alt vor nationale birace.

  • Jeg vil eksperimentere med både stadetyper og driftformer:

    • Jeg er ved at udvikle en stadetype jeg kalder for et Langstade, hvor der er en behagelig arbejdshøjde og ingen tunge løft.
    • Jeg håber der bliver tid til at eksperimentere med pulver- og varmebehandling mod varroa.
    • Fler-dronning systemer interesserer mig meget.
-oOo-

Jeg fornøjer mig enormt med at passe mine bier og slapper totalt af, når jeg arbejder med dem. Bierne er en evig klde til fascination for mig og jeg finder hele tiden nye sider ved biavl.

Når jeg fortæller om min interesse for bier, er der mange der kigger underligt på mig og tror jeg er vanvittig - for bier stikker da, det ved alle jo ? Denne reaktion har sin rod i uvidenhed, idet en forbavsende stor del af befolkningen ikke kan kende forskel på en honningbi og en hveps, men kalder dem begge for bier.

De arrige bæster der generer folk på terassen i sensommeren, er ikke bier, men hvepse. Bier interesserer sig ikke for sodavand, is og grillmad, hvorimod hvepse med forkærlighed gå efter disse ting. Bierne har alt for travlt med at opsøge blomsterne.

Ja, bier KAN stikke, og gør det, hvis de bliver tilstrækkeligt povokeret - f.eks. hvis man træder på dem. Men, glem ikke, at når en bi stikker, så underskriver den samtidig sin egen dødsdom, da den snart vil dø uden sin hagede brod, som den er tvunget til at efterlade i ofrets hud.

Hvepse, på den anden side, har en glat brod og kan stikke gentagne gange og gør det ofte næsten uden provokation.

Altså: Jeg holder bier, IKKE hvepse.

Bi
En bi der fredeligt passer sit arbejde

Yellowjacket (wasp)Hveps (Gedehams)
Alm. gedehams, populært kaldet hveps

Rent faktisk indsamler og producerer honningbier en hel del gavnlige produkter. Disse produkter omfatter honning, bivoks, pollen, gelé royale og propolis. Selvom bier kan bringes til at producere store mængder af disse produkter, så ligger deres største værdi dog i den rolle de spiller for forskellige planters bestøvning. Mens andre insekter og vilde dyr spiller en ikke uvæsentlig rolle i bestøvningen, så har man lille eller ingen kontrol med hvad disse gør, hvornår de gør det, eller hvor mange der gør det. På den anden side, så kan bistader placeres hvor der er behov for dem, når der er behov for dem. Honningbier har, gennem deres naturlige adfærd med at indsamle pollen og nektar, en stor fordel fremfor de fleste andre plantebestøvere. Uden biers bestøvning, ville prisen for mange frugter og grøntsager, som for eksempel æbler og jordbær, være mange gange større end den er i dag.

Hvepse er faktisk også nyttedyr. De lever nemlig i høj grad af skadelige insekter og af ådsler. At det sidste samtidig kan gøre dem pokkers iriterrende, når man sidder og spiser på terassen, er en helt anden sag.

-oOo-

Naturligvis har jeg forsket lidt i emnet biavl og har da også fundet en del bøger om biavl. Danske bøger kan købes hos Danmarks Biavlerforening

Jeg har også prøvet at lave en (ufuldstændig) liste for at danne et visuelt overblik over biplanter og deres blomstringstider. Oplysningerne stammer fra DBs Biplantkalender.

Da jeg godt kan lide at vide, hvordan tingene er skruet sammen, har jeg gennemsøgt internettet for at finde tegninger til bistader. Her er, hvad jeg fandt:

hive
Tegninger til et Langstroth bistade - for at vise, hvordan stadet er opbygget.
BeeSource.com - tegninger til forskelligt biavlsmateriel, deriblandt stader.

Nu da det er sagt, så må jeg hellere krybe til korset og indrømme, at jeg ikke har bygget mine egne stader. Dels fordi jeg har rigeligt med bygge-projekter i forvejen, men mest fordi jeg kan købe færdigbyggede stader, der er langt bedre end nogen jeg selv kan bygge.

TrugstadeOpstablingstadeDe er basalt set to slags bistader her i Danmark: Trugstadet (til venstre) og opstablingsstadet (til højret). Det sidstnævnte er ved at have overtaget fra trugstadet. Det moderne opstablingsstade laves som regel af hårdtpresset polystyren eller polyuretan, hvilket, i modsætning til stader af træ, ikke kun gør dem næsten vedligeholdelsesfri, men "tilfældigvis" også gør stadet velisoleret. Som om det ikke var nok, så er opstablingsstaderne modulære og gør det muligt at passe sine bier med væsentlig mindre arbejde - jeg har set udtalelser om dobbelt så mange (eller mere) bifamilier uden øget arbejdsindsats. Det burde være tydeligt, at jeg foretrækker opstablingsstader, selvom langt støstedelen af mine stader er trugstader. Jeg har fået de fleste foræret.

Her i Danmark bruger vi hovedsagelig tre slags bier, nemlig Buckfast, som er en hybrid bitype, Apis Mellifera Ligustica (gule- eller Italienerbier) og A.M. Carnica (grå bier). Udover disse bityper, er det lykkedes os, på trods af heftig modstand fra en gruppe tyk-hovede egoister anført af Ditlev Bluhme, at bevare Læsø som reservat for resterne af den oprindelige Nordiske brune bi. Hidtil har jeg selv hovedsagelig brugt Buckfast bier, men jeg har prøvet en mindre heldig afstikker til Carnica. Carnica er dejlige bier, men man skal dæleme vide, hvad man gør, for man skal være over dem for at de ikke skal sværme. Det er både en styrke og en svaghed.

En Slovakisk biavler der arbejder med Carnica bier

--oOo--

At blive biavler

De fleste der overvejer at holde bier, vil på et eller andet tidspunkt få fat i et katalog over biavlsudstyr og nærmest blive overvældet over alt det forskellige, og til tider ret dyre, udstyr der tilsyneladende er nødvendigt for at holde bier. Pludselig ser det ud som om man ikke kan blive biavler uden at bruge enorme pengesummer. Heldigvis behøver man ikke ret meget til at starte med.

Uanset, hvor mange bistader man vil starte med, får man brug for noget personligt udstyr.

Først og fremmest, får man brug for bitæt beklædning. Hvid er den farve der irriterer bierne mindst. En keddeldragt er bedst. På med hat og slør (den vigtigste del), stop fødderne i et par støvler og træk et par handsker på. Nu kan man arbejde i fred.

Næste nødvendige anskaffelse er et stadejern Stadejern. Et stadejern er egentlig blot et stykke bukket fladjern, men det er sin vægt værd i guld for biavleren. Det bruges til at brække rammer løs med og adskillige andre ting.

RøgpusterDet tredie vigtige stykke udstyr, er røgpusteren, der bruges til at berolige bierne med. I naturen, vil bierne, når de lugter røg (skovbrand), skynde sig hjem i stadet og fylde sig med honning. På den måde er de tanket fuldt op med honning, hvis de bliver tvunget til at forlade stadet. Denne adværd har en interessant bivirkning, nemlig at en bi med fuld mave ikke kan stikke - den kan simpelthen ikke bukke sig nok sammen. Nogle få pust gennem flyvespalten er som regel nok, hvorefter man venter et par minutter. Nogle bier er, ligesom mine, så fredelige, at man egentlig ikke behøver en røgpuster gennem det meste af sæsonen, men det er stadig god skik. Som Eigil holm udtrykker det; "Den høflige biavler banker altid først på med røgpusteren".

Listen over nødvendigt udstyr er ikke særligt lang. For hver bifamilie skal man bruge et stade bestående af en bund, et låg og mindst fire magasiner, hver med 10 rammer. Ekstra rammer får man hurtigt brug for i løbet af året. Man har også brug for noget bivoks til tavler og noget ståltråd til rammerne. Til bekæmpelse af Varroa, får man brug for en tre-delt droneramme og en myresyre-fordamper. Jeg vil fraråde brugen af pesticider ("pinde") i biavlen.

Til at høste honningen, får man brug en skrællegaffel til at åbne forseglede tavler, en si, en eller (forhåbentlig) flere spande og en kæp til at røre i honningen med.

Det var vist det hele - til at starte med. Senere føler man som regel trang til at anskaffe mere udstyr, men i begyndelsen vil jeg tilråde, at man dyrker en lokal biavler, der ikke blot kan lære en de praktiske detaljer ved biavl, men som sandsynligvis også vil tilbyde, at man kan benytte vedkommendes udstyr. Sædvanligvis er den bedste måde at gengælde venligheden at hjælpe nye biavlere, når man selv har fået mere erfaring. Det er i det mindste, hvordan det fungerer her i området.

Og glem venligst ikke Broder Adams ord: Teoretisk viden uden praktisk erfaring er værdiløs. Selvom jeg selv har haft stort udbytte at at læse alt jeg kunne få fat i omkring biavl, så forberedte det mig ikke godt nok til at jeg gjorde det hele rigtigt - jeg manglede nemlig praktisk erfaring. Hvordan ser et stille røveri ud ? Hvordan genkender man de tidlige tegn på sygdom ?. Der var også ting jeg havde misforstået. Praktisk erfaring sætter ligesom tingene mere i perspektiv. Prøv at læse om Dunning-Kruger effekten. Der har været en god artikel om det i American Bee Journal.

--oOo--

Links
(De fleste links er ældgamle og mange af siderne eksisterer ikke mere. Jeg vil gerne vide, hvis der er links der ikke virker længere)

Foreninger

Biers parasitter og sygdomme

Bialvsmateriel og kommercielle sider

Information

Biavlere fra hele verden

Multimedia

Tidsskrifter

Andre biavlsrelaterede sider:

Link pages

Mjød - hvordan det laves og nydes!

  • Mead Brewing Archive - død henvisning
  • Mead Maker's Page - død henvisning

 

Kommentarer modtages på ping@bimesteren.dk

Opdateret